Praktiske info


De gange vi har besøgt Sri Lanka, har jeg fundet ud af små praktiske ting. Ting som rejsebureauerne eller andre hjemmesider ikke lige informere om. Måske det kan hjælpe andre, til at være bedre forberedt. I flyet på vej til Sri Lanka får man udleveret en lille seddel af personalet. Denne seddel skal udfyldes, da den skal afleveres i paskontrollen ved ankomst. Nogle tænker at det ikke er nødvendigt da man jo hjemmefra har sørget for Visum. Disse får så lov til at gå om bag køen igen, for at udfylde papiret. Da de på Sri Lanka ikke har samme kapacitet som i andre lufthavne, kan denne forsinkelse betyde en ekstra times ventetid.
Når man har hentet sin bagage kommer man ud i ankomsthallen. Her hersker der en smule kaos og det kan være ret overvældende. Alle de gange vi har været der, har Roshan stået og ventet på os, så det første vi så var et smilende velkendt ansigt. Dette gør at ferien starter på en afslappet og positiv måde.
Banaranaike Internationale lufthavn ligger i en forstad til Negombo, så sørg for at booke første overnatning i Negombo. På vej fra lufthavnen får jeg altid Roshan til at holde ind ved et supermarked hvori der også er et apotek. Her køber jeg myggespray og kleenex. De har til tider udbrud af dengue feberen som kommer fra myg, så det er vigtigt at beskytte sig. Med hensyn til kleenex, så fandt jeg ret hurtigt ud af at toiletpapir er en luksusting. Så jeg havde altid kleenex med i min lille skuldertaske, hvilket reddede mig rigtigt mange gange. Jeg havde desuden medbragt en lille bøtte antiseptisk gelé fra DK, da vand heller ikke altid er til rådig.
Vi har hjemmefra altid vekslet penge. Man må kun have ca. 5000 srilankanske rupies pr. person, med ind i Sri Lanka. Til gengæld er de vilde med dollars og Roshan vil også helst have sin betaling i den valuta. Heldigvis kender Roshan jo så også alle de bedste vekselsteder med de højeste kurser, da han jo bruger dem selv. Sørg for at få dollars i 100$ sedler, for så får man den bedste kurs. Af og til brugte jeg mit visa kort dernede, på de pænere steder. De har hæveautomater i de fleste byer, så det benyttede vi os også af. Det er en god idé at have små sedler i deres valuta. Man vil hurtigt opdage at butiksejere ikke kan give penge retur ved de store sedler. Desuden er det også forventet at man giver drikkepenge og her kommer de små sedler til sin ret.

Man bliver jo selvfølgelig sulten og tørstig når man sådan rejser rundt. Lad være med at drikke vandet fra hanen dernede og undgå isterninger. Alle steder sælger vand på flasker og der en slags plastic beskyttelse på, så man kan se at den ikke har været åben. Første gang vi var afsted var vi ikke så skeptiske omkring hvor vi spiste, dog undgik vi gadekøkkener. Vi har efterfølgende opgraderet vores madvaner dernede, til finere hoteller og restauranter. På Sri Lanka har de en lidt anden tilgang til opbevaring og til beredning af mad end hvad vi er vant til. Så vigtigt er at man lige bruger sin sunde fornuft, når man vælger et sted at spise. Her har det været rart at Roshan var med rundt for han fandt lynhurtig ud af hvilke kriterier der skulle være opfyldt for at vi ville spise der. Det skal dog lige siges at Sri Lanka byder på det lækreste seafood og er man til mad med smag, så er der her en fantastisk mulighed for at blive positivt overrasket.
Vi fik den røde fisk at spise en aften. Grillet i hvidløg med lækker kartoffelmos. Det var fantastisk. Da min far har sine vaner omkring mad havde vi faktisk medbragt noget af det der rugbrød fra Tyskland som har lang holdbarhedsdato. Så det fik han til frokost med æg og tun en dag. Desuden havde vi købt havregryn i et af de store supermarkeder dernede, så han led ingen afsavn. Hvis uheldet skulle være ude og man bliver ramt af sygdom, så tag kontakt med en læge med det samme. Selvfølgelig skal man lige rundt om sin rejseforsikring først. Jeg blev syg med maven sidst vi var afsted og ventede med at tage til lægen. Herhjemme står man det jo igennem og går jo ikke til lægen for en smule diarré. Det skal man så ikke gøre dernede! Tag til lægen med det samme, da de er vant til turister der bliver syge og derfor har medicin der kan hjælpe. Dumt at gå flere dage og få ferien ødelagt.
Sri Lanka har forskellige klimazoner hvilket gør øen til den perfekte rejsedestination. Når man er blevet træt af de 30-35 grader kan man tage op i bjergene i højlandet hvor temperaturen falder des højere man kommer op. I Nuwara Eliya, også kaldet Lille England, kan temperaturen falde til frysepunktet om natten. Sidst vi var der var der ikke mere end 10 grader om dagen og det regnede.

Som det ses, så havde vi faktisk varmt tøj på. Så planlægger man en tur op i bjergene, så kan det være en god idé at medbringe lidt mere bagage. Det ville være synd at gå glip af alle de smukke seværdigheder der er, fordi man fryser.
Det sidste jeg vil komme ind på her af praktisk information, er måske ikke lige det fedeste at fortælle om. Men jeg synes det er vigtigt, da man måske så er bedre forberedt. Så her kommer det: Sri Lanka har den flotteste natur og det mest fantastiske dyreliv. Det vil også sige, at der selvfølgelig også er lidt farligere dyr, såsom slanger og krokodiller. Førstnævnte kategori vil man ikke kunne undgå at støde på, hvis man som os tager ud i naturen.

Nogle er mere giftige end andre, men tager man sine forholdsregler så skal det nok gå. Vigtigt er at kigge hvor man går hvis man er på trekking i naturen eller er i områder hvor de er. Vi stødte faktisk på en af de mest giftige slanger, Russell’s hugorm, da vi stoppede ind i en vejside for at kigge på et kort. Jeg er vildt bange for slanger, men er samtidig også fascineret. Så jeg valgte at købe en bog, så jeg kunne navngive og læse om dem, når vi var så ”heldig” at støde på diverse eksemplarer undervejs. Dette dæmpede min angst betragteligt, så måske andre kan bruge det til noget. På Sri Lanka er der 2 slags krokodiller, sumpkrokodillen(ferskvand) og saltvandskrokodillen. Sidst nævnte er den farligste og har en del menneskeliv på samvittigheden dernede. Dog kan ferskvandskrokodillen også være farlig, da deres temperament kan svinge meget. Sidste år blev en britisk mand taget af en saltvandskrokodille ved et flodudløb ved Arugam bay. Da vi besøgte Unawatuna nede sydpå sejlede vi op af flere floder hvor vi så ferskvandskrokodillen.

Vi svømmede kun i havet og var påpasselige omkring floder og søer, hvis vi var på gå-ben.

Sri Lanka er omgivet af hav og indeholder mange floder og søer. I og med at vejret er ret sæsonbestemt pga. monsunen, så skal man være opmærksom på store bølger og understrøm. Det er ikke alle strande der er lige gode at bade ved, alt efter på hvilket tidspunkt af året man er der. Sydvest har monsun fra maj til september og nordøst har monsun fra december til februar. Dog vil vejret stadigvæk være varmt, med lidt mere regn når monsunen hærger. En ting man skal være opmærksom på i forbindelse med floderne, foruden risikoen ved at støde på en krokodille, er store huller på bunden. Det er nemlig sådan, at sand er eftertragtet, så firmaer og private er begyndt at grave i floderne og søerne. Det vil sige at der pludselig kan være et dybt hul på flodens bund. Roshan fortalte at han aldrig selv ville svømme i floder, laguner eller søer. Så det gjorde vi heller ikke.
Selfies er virkelig blevet et hit, men det koster altså liv. Roshan fortalte, at ved flere af øens vandfald er turister blevet dræbt fordi de klatrede ud på glatte sten osv. Da vi var på trekking, så vi også flere turister som stillede sig ud på farlige afsatser, for at få nogle ekstra flotte billeder med hjem. Det er fristende, men altså også virkelig farligt. Der findes ufatteligt mange hunde på Sri Lanka. Fællesnævneren for dem er at mange er fyldt med sygdomme og skavanker. Srilankanere har desværre ikke samme forhold til hunde som europæer har, og det kan være hårdt at blive konfronteret med hvis man er en stor dyreelsker. Roshan siger at politikerne er klar over problemer, men det tager tid. Det er en mulighed som turist at vælge at besøge internater for at hjælpe eller støtte, hvis man får lyst til det. Der er også ret mange aber på øen og disse kan til tider være både nysgerrige og lidt aggressive.

Både aber og hunde kan have rabies, så det er virkelig vigtigt ikke at blive bidt eller kradset af dem. Skulle uheldet være ude, så tag til lægen og få behandling, også selvom det ikke syner alvorligt. Det sidste ”slemme” jeg har tænkt mig at advare imod, er trafikken på Sri Lanka. Specielt busserne kører helt forfærdeligt og forårsager mange dødsfald. Der findes 2 typer busser, de private og de offentlige. De 2 konkurrerer med hinanden om at komme først for at få flest kunder. Dette gør at de ofte overhaler hinanden, selv på meget små snævre gader. Så ofte er det med livet som indsats at man forsøger at krydse en vej eller færdes hvor der ikke er et fortov. Desuden så kører de i den forkerte retning, så det skal man ydermere være opmærksom på. Det er også muligt både er leje en scooter eller en tuk tuk i de større byer. Min far og jeg blev dog ret hurtigt enige om, bl.a. pga. de føromtalte busser, at det var mest sikkert at nøjes med at blive fragtet rundt i bil.